Printere

Elektronik

Juli 2019

Så længe jeg kan huske tilbage, har man snakket om det papirløse samfund, men bliver det nogensinde en realitet? Næppe! For selv om vi døgnet rundt har diverse teknologiske produkter – her tænker jeg på smartphones, tablets, pc’er m.m. – indenfor rækkevidde, er der ved forskellige lejligheder behov for, at vi har et stykke papir i hånden. Og selv om vi kan udveksle dokumenter mellem de forskellige enheder, er det rart og af og til nødvendigt at kunne strege, tilføje, tegne, markere på et fysisk stykke papir.

Af den grund har langt de fleste af os brug for en printer i en eller anden form. Spørgsmålet er så bare, om man skal vælge en blækprinter, en laserprinter eller en multifunktionsprinter, som både kan printe, scanne og kopiere? Vi har nedenfor ridset nogle spørgsmål op, som kan hjælpe dig med at finde den bedste printer til dit behov.

Værd at overveje

Printere fås fra nogle få hundrede kroner og op til mange tusinde kroner, så der er stor fornuft i at analysere sine behov, inden der investeres i en ny printer. Du bør fx overveje disse spørgsmål:

Hvor meget printer du – og er hastigheden væsentlig eller har du tid at vente?

Har du et behov for at printe i farver, eller er sort/hvid tilstrækkeligt?

Skal du af og til kopiere eller scanne et dokument, fx hvis noget skal underskrives og videresendes – eller skal du kun printe?

Skriver du altid ud på A4-papir, eller også i større format, fx A3? Skal du printe billeder på fotopapir eller kunne printe på andre medier som kuverter, labels osv.

Foretrækker du trådløst print via dit netværk, så du slipper for kabler? Og skal du printe fra andet end din pc, fx din smartphone eller tablet?

Hvilken printer skal du vælge?

Dine svar på ovennævnte spørgsmål giver dig en god indikation af, hvilken printer, du skal vælge. 

Kan du nøjes med at printe i sort/hvid, peger pilen på en laserprinter. Vil du gerne have farver på tilværelsen, så bør du købe en blækprinter.

Vurderet ud fra diverse tests af printere, har Brother sat sig tungt på lasermarkedet. Vi har derfor fundet tre laserprintere fra Brother, som alle har fået prædikatet “Bedst i test” i 2019. Og priserne ligger i niveauet 1.000 kr. til 2.000, så her kan de fleste være med! 

Når det gælder blækprintere, er konkurrencen om at være de bedste noget større. Canon, Epson og HP markerer sig i toppen af hitlisten, når det gælder test af printere. Også her har vi valgt tre gode og spændende modeller til dig i forskellige prislag. Og fra netop de tre populære producenter.

Se lidt om printerøkonomi længere nede i indlægget.

Laserprintere

Brother HL-L2375DW

Dette er printeren til dig, som har brug for en god og stabil sort/hvid-printer uden scannings- og kopieringsfunktion. 

Den har et fornuftigt tonerforbrug og et lavt strømforbrug.

HL-L2375DW er meget kompakt og derfor meget velegnet til privat brug eller hjemmearbejdspladsen.

Mål og vægt: 
36 x 36 x 18 cm – 7,2 kg

Papirskuffe: 250 ark

Hastighed: 34 sider/minut

Trådløst/mobilt print: Ja/ja
Apple AirPrint, Google Cloud Print

Tonerøkonomi:
Leveres med toner til ca. 700 sider. Ny toner til 1.200 sider koster ca. 32 øre pr. side. Ny toner til ca. 3.000 sider koster ca. 21 øre pr. side.

Brother MFC-L2750DW

Har du større printmængder suppleret med behov for at scanne og kopiere – eller faxe, så får du her en god og testvindende printer til et par tusinde kroner.

Den er udstyret med en stor touch-skærm, som gør adgangen til at gemme dokumenter i Dropbox, OneNote, GoogleDrive m.fl. til en leg.

Mål og vægt: 
41 x 40 x 32 cm – 12 kg

Papirskuffe: 250 ark + arkføder til 50 sider

Hastighed: 34 sider/minut

Trådløst/mobilt print: Ja/ja
Apple AirPrint, Google Cloud Print

Tonerøkonomi:
Leveres med toner til ca. 1.200 sider. Ny toner til 1.200 sider koster ca. 32 øre pr. side. Ny toner til ca. 3.000 sider koster ca. 21 øre pr. side.

Brother DCP-L2530DW

I Brother DCP-L2530DW får du for ca. 1.000 kr. en god sort/hvid-printer, som samtidigt kan scanne og kopiere. Endda i god kvalitet.

Printeren er lidt langsommere end storebror MFC-L2750, men til gengæld er prisen også næsten den halve.

Mål og vægt: 
41 x 40 x 27 cm – 10,3 kg

Papirskuffe: 250 ark

Hastighed: 30 sider/minut

Trådløst/mobilt print: Ja/ja
Apple AirPrint, Google Cloud Print

Tonerøkonomi:
Leveres med toner til ca. 700 sider. Ny toner til 1.200 sider koster ca. 30 øre pr. side. Ny toner til ca. 3.000 sider koster ca. 20 øre pr. side.

Blækprintere

HP OfficeJet Pro 7730

Printeren til dig, som har brug for at kunne udskrive i A3-format, hvilket også forklarer printerens relativt store mål og vægt.

HP OfficeJet Pro 7730 kan også scanne og kopiere. Og den klarer trådløst print og print fra din smartphone eller tablet.

En printer med mange funktioner til billige penge!

Mål og vægt: 
59 x 45 x 39 cm – 18,5 kg

Papirskuffe: 2 x 250 ark

Hastighed: 34 sider/minut

Trådløst/mobilt print: Ja/ja
Apple AirPrint, HP ePrint

Blækpatroner:
4 styk, en sort og tre farver

Epson EcoTank ET-7700

En rigtig testvinder fra Forbrugerrådet TÆNK’s printertest i 2019.

Printeren ligger prismæssigt i den høje ende, men til gengæld får du en god printkvalitet og -økonomi, scanning og kopiering.

En smart facilitet er skærmen, hvor du inden udskrivning kan se, hvad der udskrives – og evt. kan foretage justeringer, inden dine dokumenter kommer på papir.

Det er værd at bemærke, at printeren leveres med blækkapacitet til ca. 14.000 sider sort/hvid- og 9.000 sider farveprint.

Mål og vægt: 
39 x 34 x 14 cm – 6,7 kg

Papirskuffe: 100 ark

Hastighed: 32 sider/minut

Trådløst/mobilt print: Ja/ja
Apple AirPrint, Google Cloud Print

Blækpatroner:
5 styk, sort, fotosort og tre farver

Canon Pixma MG3650

En lille blækprinter uden de store dikkedarer i den velkendte Canon Pixma-serie. Den udskriver op til 10 sider i sort/hvid og 6 sider farve i minuttet.

Til dig som ikke har det store printbehov, men som gerne vil udskrive et foto eller et dokument i ny og næ.

Bemærk, printeren har kun én blækpatron til de tre farver.

Mål og vægt: 
45 x 31 x 15 cm – 5,4 kg

Papirskuffe: 100 ark

Hastighed: 6-10 sider/minut

Trådløst/mobilt print: Ja/ja
Apple AirPrint, Google Cloud Print

Blækpatroner:
2 styk, en sort og en med tre farver

Printerøkonomi

Selv en billig printer kan løse mange af dine behov – men er en billig printer altid den billigste løsning i længden? Nej, ikke altid!

Historisk set har en laserprinter været dyrere at anskaffe end en blækprinter. Til gengæld har laserprinterens driftspris (udgiften til primært toner) så været billigere end udgiften til blækpatroner. 

Anskaffelsesprisen har uden tvivl rykket sig over tid, så du nu kan få en billig laserprinter og en dyr blækprinter. Men det er en god ide at kigge på den samlede økonomi, når der skal vælges printer. Dvs. både anskaffelsespris og løbende udgifter til toner eller blæk. Her er det godt at kende sit forventede printforbrug for at kunne lave den beregning!

På de tre laserprintere, vi har præsenteret ovenfor, ligger tonerprisen på 20-32 øre pr. side. Den udregning er noget sværere at gennemføre helt præcist for blækprintere, da der er stor forskel på, hvordan fordelingen af blæk er i forhold til den sorte og de (typisk) tre farver. HANDELSGUIDE.DK har tidligere lavet beregninger, der viser, at en farveside udskrevet på en blækprinter koster et sted mellem 1 og 2 kroner afhængigt af mærke og gode tilbud på blækpatroner. 

Anbefalinger

De billigste blækprintere har ofte kun to blækpatroner, en sort og en trefarvet. Dvs. den trefarvede skal skiftes, når en af farverne er brugt. Derfor kan der, hvis man har et vist printbehov, være fornuft i at vælge en lidt dyrere printer med individuelle farvepatroner. Så skal du kun skifte den farve, der er løbet tør.

Producenterne gør et stort nummer ud af at anbefale egne, originale patroner. Ofte findes der billigere og absolut brugbare kopiprodukter. Men tjek hvilke konsekvenser brug af uoriginale patroner har for garantien på din printer!

Er du i tvivl om, du har brug for en multimaskine med scanning og kopiering, så tænk på, at begge dele nemt kan udføres med en smartphone eller tablet i dag.

Husk at købe et printerkabel, hvis du ikke kan og vil printe trådløst. Normalt leveres printere ikke med printerkabel.